søndag den 28. januar 2018

SOCIALE MEDIER – NÅR DE GÅR AMOK

Med hovedet under armen..

I dag har jeg modtaget en pressemeddelelse fra politiets presseafdeling. Den fortæller en trist historie, der startede tilbage den 8. juni som et rent drama.
Husker du historien om moderen med barnevognen, der ved Jersie Station blev overfaldet af to unge af anden etnisk herkomst?  Flemming, en ven af ofrets familie, valgte at skrive om overfaldet i sin Facebookstatus, hvor han også efterlyste Facebookbrugere, der kendte til de to overfaldsmænd. Denne status blev de næste fem dage delt 34.530 gange på Facebook, og den bliver fortsat delt. 
Det var ikke det første overfald begået af unge af anden etnisk herkomst, der i den uge flittigt blev delt på Facebook. Det fik mig til, af interesse for de sociale medier, at efterprøve fakta i historien om overfaldet ved Jersie Station. Jeg kontaktede politiet og fik den dag det svar, at de intet kendte til et sådant overfald.
Med Jersie Station-overfaldet som eksempel skrev jeg et indlæg på Facebook. Jeg skrev om mine overvejelser om både historien og spredningen på de sociale medier, og jeg skrev om min samtale med politiet, der den dag intet kendte til anmeldelsen. Jeg skrev også, at politiet kunne have set forkert, og at både ofret, ven af familien, og de unge af anden etnisk herkomst jo alle var uskyldige, indtil andet var bevist. Jeg konkluderede derefter at, VI SKAL PASSE PÅ, HVAD VI DELER PÅ FACEBOOK.


Mine to Facebookstatusser blev delt 2100 gange, og artiklen på denfri.dk blev delt 11.000 gange. En stor del af dem, der delte min Facebookstatus, var, så vidt jeg kunne læse, gudskelov med mit oprindelige overordnede budskab for øje, nemlig; PAS NU PÅ HVAD DU DELER. Men omvendt valgte flere også at dele mit indlæg med vinklen ”Jersie-overfaldet er det pure opspind”.
De efterfølgende dage blev interessante, både privat, men også set ud fra et socialt medie-perspektiv.
Både Flemmings status (forfatteren til det første indlæg) og mit indlæg havde nu nået nyhedsmedierne, og jeg blev ringet op af MetroXpress, der ønskede en kommentar. Jeg fastholdte den sociale medie-vinkel, fortalte om mine overvejelser, om hvorvidt den slags indlæg kunne være spin, og bemærkede igen, at alle er uskyldige, indtil andet er bevist. Jeg gjorde samtidig journalisten opmærksom på, at det fra min side ikke var en heksejagt på ofret eller Flemming R. – eller på højrefløjen for den sags skyld. Jeg bad naturligvis om at se, hvordan de ville citere mig, inden jeg kom på print.
Næste morgen vågnede jeg og opdagede, at mit navn nu figurerede i en helt anden sammenhæng i MetroXpress end mit oprindelige budskab. Det eneste, jeg var citeret for var ”Karina Muriel Mimoun antyder, at efterlysningerne er “højre-spin”, der skal mistænkeliggøre indvandrere”.
Da den værste fråde havde lagt sig, indså jeg dog det komiske i situationen: MetroXpress havde netop bekræftet mit oprindelige budskab: Pas på, hvad du deler på Facebook. For min udtalelse i deres avis var en linje taget ud af kontekst fra mit indlæg på min Facebook-profil.
MetroXpress skrev også, at politiet nu havde en anmeldelse fra moderen. Dette udsagn måtte jeg jo selvsagt følge op på, da sagen endnu ikke, var afsluttet, for mit vedkommende.
For mig blev det også dagen, hvor jeg opfandt et nyt ordsprog: Folk, der læser med røven, fiser med munden. De, der tidligere havde valgt at læse og dele mit indlæg med vinklen ”overfaldet er det rene opspind” uden at bide mærke i mine ord om, at politiet kunne have givet mig forkert besked, og at alle er uskyldige, indtil andet er bevist, vendte nu harmen mod mig.
Det var dog ikke de eneste, der den dag, drømte om at smide mig på et bål.
I MetroXpress’ kommentarfelt blev min vinkel nu opfattet som, og jeg citerer: ”en løgnagtige dansker-hadende mistænkeliggørelse af voldsofrerne”.  Jeg fik anonyme mails, hvor der stod, jeg var en idiot, og anonyme opkald fra mænd, der både kaldte mig en idiot og en so. Den bedste var dog mailen med billedet af en smilende Pia Kjærsgaard, hvor der stod ”Denmark loves Pia K.” Dér, midt i de vrede ord, var der gudskelov også lidt humor!
Opkald, kommentarer og mails var én ting. Men samme dag kunne jeg konstatere, at en kendt profil fra en ekstremt højreorienteret og nationalistisk gruppe, havde været forbi min LinkedIn-profil for – måske – at læse mere om mig. Da blev jeg efterhånden så ubehageligt til mode, at jeg satte en ekstra lås på døren og begyndte at google både bodyguards og en boxere.
I dag har jeg så modtaget en pressemeddelelse fra politiet. Den fortæller, at de har genafhørt pigen, der anmeldte overfaldet, og de har vurderet, at der ikke er grundlag for at efterforske sagen. Pigen er derimod nu blevet sigtet for at have afgivet urigtige oplysninger til politiet.
Her kan man vist roligt skrive, at politiet antager, at der ingen sag er, og at der formodentligt intet overfald blev begået.

EN RIGTIG TRIST HISTORIE

Hvorfor pigen valgte at anmelde et overfald, som ser ud til aldrig at have fundet sted, ved jeg ikke, men jeg er overbevist om, at der ligger en rigtig trist historie gemt der et sted.
Men det er desværre ikke det eneste triste i denne historie.
Det er trist, at Flemmings’ status om et overfald, der ser ud til ikke at have fundet sted, nu er blevet delt 34.530 gange og som med et lille slag på tasken måske er blevet læst af 20-30 gange så mange mennesker. Og trist at den fortsat bliver delt. – sidst, den 4. juli 2013.
Og endnu mere trist er det at se, hvordan vi på de sociale medier surfer hovedløst rundt, læser med et halvt øje, deler med hovedet under armen, og gladeligt spyr harme og galde ud over det, vi læser, selvom vi reelt ikke kender fakta og dermed ved, om historien er sand – eller blot en and.
Vi er alle nødsaget til at forholde os til at Facebook er et lovløst land, der hverken sætter krav om kilder eller beviser. Det er stedet, hvor alle kan brygge og scamme, markedsføre og spinne de vildeste historier. For sjov – eller i ramme alvor.
Og så tilbage til det egentlige budskab, som efterhånden er historie: PAS NU FOR H.. PÅ HVAD I DELER PÅ FACEBOOK
Denne artikel er skrevet ud fra politiets pressemeddelelse fra den 5. juli 2013. Jeg har vedlagt link til døgnrapporten, hvor den bliver bekræftet.

TO-DO-NETVÆRK

I går fik jeg en mail fra en mediemand. Jeg har aldrig mødt hende. Men da jeg på et tidspunkt efterlyste en ny mobilløsning, var hun der straks med et godt råd og en vennepris fra hendes arbejdsplads. 
Hun var opmærksom. Hun gav. Og hun bad om intet igen.
I går sendte hun en mail ud til hendes netværk. En lille venlig nytårshilsen som ingen på nogen måde kunne føle påtrængende. Tværtimod. Den faldt på den rette dag. 1. januar, hvor vi alle lå og lavede ingenting. Der var hun i gang.
Uanset om man er selvstændig eller sidder i fast job, er netværk vigtigt.
Det samme er hvordan man bruger det. Og den helt rette brug, sætter spor i det netværk, som er så vigtig for vores karriere.
Så hvis du ikke allerede har dit netværk med på din to-do-liste her i 2015, så er det måske på tide, at det kommer med.
Og husk at behandle det som en lækker flødebolle fra Summerbird. Den kommer ikke i din hånd af sig selv. Du skal beslutte dig for at du vil have den. Så skal du købe den. Og så bør du ikke trykke for hårdt, før du er klar til at spise den. Og når det er tid, så ligger der en lækker lille marcipanoverraskelse i bunden og venter.
Jeg kender mennesker jeg kun hører fra når de har brug for mig. Det er fandemar for sent. For karmaloven gælder i netværk. Jo mere du giver, jo mere vil du få. 
Så godt nytår mediesvin. Og spørg nu ikke hvad dit netværk kan gøre for dig. Start med at spørg om hvad du kan gøre for det. Bagefter vil du ikke have brug for at spørge hvad de kan gøre for dig. De gør det bare.

Åbent spørgsmål til kommunikationsbranchen

ER DIN COMMUNITY MANAGER NØGEN?

Åbent spørgsmål til kommunikationsbranchen

De senere år er der skabt stillinger som “social media manager”, “community manager”, “content manager” – hvor det tolkes som et særskilt håndværk og ikke som en naturlig del af professionelle kommunikationsevner. Men er det sandt? 

Som mangeårig tekstforfatter på reklamebureau har jeg naturligvis udfyldt de førnævnte betegnelser for mange kunder gennem tiden.
Det har jeg gjort uden at knytte titlerne til mig selv eller mit arbejde. (Selvfølgelig).
Jeg ville være en fattig tekstforfatter, hvis jeg ikke kunne varetage de mange online opgaver lige så effektivt som printopgaver (… eller tv-kampagner, eller outdoor-kommunikation, eller …).
Lige siden digitale og sociale medier vandt indpas i Danmark, har de fleste bureautekstforfattere (og kreative bureaufolk generelt) arbejdet med dem som en naturlig del af dagligdagen.
Længe før det fik en stillingsbetegnelse rundt omkring. Længe før man kunne tage et 14-dages kursus i dét, vi laver i forvejen.

En dygtig murer er en dygtig murer.
Så er det ligegyldigt om bygningen skal indeholde gulvvarme og flere plan eller ej.
Man ville sikkert finde det lidt malplaceret i murerbranchen, hvis der dukkede et hav af kurser op, hvor man pludselig kunne få et “diplom” på, at man som erfaren murer også kunne bygge karnapper, vådrum eller andet som tidens tendens anviste.
For mig er det oplagt at en dygtig kommunikationsprofil – der er vant til at skabe og drive kommunikation, strategi, branding og koncept på alle mulige niveauer via sin bureauerfaring – er guld værd for en virksomhed, der inhouse ønsker at styrke kommunikationen på sociale/online medier.
For tiden søger jeg nyt job. Og opdager til min rædsel en masse stillingsoplag inden for kommunikation, hvor jeg har fået ny titel og begrænset viden, ser det ud til.
For begreber som content manager osv. beskrives ikke som en naturlig del af et kommunikationsjob. Desværre.
Men i stedet med en noget skæv indsigt fra virksomhedernes side. Som om der er tale om en ophøjet specialkompetence kun meget få mestrer.
Sjovt, for jeg og tusinder andre har jo alle dage levet af bl.a. at skabe og drive indhold.
Vi udvikler os og videreuddanner os tit blandt de første, fordi vi netop arbejder på bureauer, hvor målgruppe-engagement er nøglen til, ja, alt. Deri ligger også en af vores drivkræfter: Vi ser på vores håndværk som en helhed.
Det gør store dele af vores omverden desværre ikke.
Skal jeg søge et typisk ”community manager”-job er første skridt for at komme i betragtning mere at argumentere frem for at levere pointen.
Argumentere for at jeg som tekstforfatter/bureaumand med mange års erfaring er en yderst stærk kandidat til kommunikationsjobbet.
Ikke mindst fordi den dybdegående erfaring med strategisk afsæt og løft af kommunikation – på alle planer samtidigt – burde være langt mere brugbart, end diverse særskilte kurser man kan tage.
Tænker jeg.
For mig selv.
Efter min opfattelse kan langt de fleste dygtige og erfarne tekstforfattere lære diverse kursussteder ufatteligt mere end omvendt. Men kursusstederne eksisterer jo også, fordi virksomhederne tænker, at der er behov for folk med ”de specifikke kompetencer”.
De folk er der dog i forvejen. Det er folk som dig og mig.

For mig føles udviklingen med særskilt kompetenceforståelse som en drejning mod ”Kejserens nye klæder”.
Et kunstigt oppustet behov?
I hvert fald et lettere misforstået og unuanceret billede af branchen; en lidt forvredet opfattelse af virkeligheden.
Skal jeg virkelig tage et trendy basiskursus i emner, jeg kunne undervise i – på absolut udvidet niveau – for at stå stærkere?
Nej, vel. Det virker lidt hovedløst.
Hvornår stopper forherligelsen af online og sociale medier som et magisk nichefelt?
Mon ikke det er tid til at stå sammen som de erfarne kommunikationsfolk, vi er, og holde fast i, at en dygtig håndværker er en dygtig håndværker. Punktum.

JEG HAR (OGSÅ) ARBEJDET GRATIS

Det var ikke min første gang. Men det bliver min sidste. For det eneste jeg fik ud af det var en regning.

Jeg er selvstændig på tiende år. Der er dage jeg kalder mig freelance og varmer numse på kundens kontor. Og der er dage, jeg svinger mit CVRnummer og betaler for varmen selv.
Men alle dage er jeg på egen hånd. Så hvad angår egen udvikling, griber jeg alle chancer for at opnå ny viden og få flere kompetencer.  Og kan det ske med lidt CSR sneget ind i opgaven, er det bare et ekstra plus.
Jeg troede jeg ramte to i et smæk, da jeg tilbød et respekteret folketingsmedlem mine reklameskills til et humanitært projekt, han ønskede at søsætte.
Men inden jeg fik smidt hatten, havde han fået charmet sig til min hjælp til hans kommende valgkampagne. Jeg sagde ja til at hjælpe med udtryk og form. Derefter skulle han være på egen hånd.
Det startede fint og konstruktivt med arbejdsmøder på Borgen. Og endte lidt overraskende med en hel weekend afsat, i et privat hjem, hvor jeg overnattede på en madras på gulvet, med to unge studerende snorkende ved siden af.
Hvor mange gratis arbejdstimer der efterfølgende blev foræret, har min hjerne venligst undladt at lagre.
Men den husker til gengæld den mail, hvor MF’eren udbad sig kr. 155 for den hjemmelavet mad jeg spiste, den weekend jeg forærede ham min tid. Den ligger vist stadigvæk et sted under ubetalt regning.

Hedder det arbejde, er det penge værd.

Du har ofte hørt mig råbe af de arbejdsgivere, der udnytter enhver mulighed for at få billig arbejdskraft. Enten i form af en arbejdsledig med løntilskud eller en ulønnet praktikant.
Jeg råber også gerne højt af de politikere, der efterlyser ulønnet arbejdskraft til at styre deres næste (job) kampagne sikkert i hus.
For det jeg oplevede bekræftede mig i, at man bare ikke skal arbejde gratis.
For hvis der ikke bliver sat pris på ens indsats, men den i stedet bliver skævt prissat, så føler man sig jo lidt dum. Og det var ikke lige den følelse jeg drømte om, da jeg sagde ja til lidt ulønnet politisk arbejde.
Vi skal alle gøre vores fejl og erfaringer. Og jeg forstår alt om behovet for at få noget på CV’et. Og det er såmænd lige meget om du er jobsøgende eller freelance. Eller om du har din egen virksomhed. For det er vigtigt at udvikle sig.
Og hvis man mangler lige dét på CV’et, for at man står stærkere, er det jo logik for små høns, at man vælger at investerer. Hvis man har tid.

Men…. og nu kommer det store MEN.

Det burde jo f.. bare ikke være nødvendigt.
For hvis ingen tog de såkaldte ulønnet ”praktikantstillinger”, så ville flere virksomheder have behov for lønnet assistance, og flere nyuddannet ville i stedet kunne få det de burde have. En aflønnet assistentstilling. Giver det mening?
Og hvis ikke a-kasserne var så skide gavmilde med at tilbyde de virksomheder løntilskud, som de ikke når at tjekke økonomisk eller hvorvidt det rent faktisk er en nyoprettet stilling, og alt det der burde tilstede, for at de kan få arbejdskraft med løntilskud, så ville flere jobledige jo have mulighed for at få et helt almindeligt job, hvor de optjener dagpengeret og giver dem lidt på selvværdet. For virksomhederne ville jo have brug for den hjælp. Giver det mening?
Og så er der sådan en som mig. Der jo bare gerne ville blive bedre stillet som selvstændig.
Det tilbud jeg gav, giver jeg ikke mere. Fremover køber jeg mig ikke til ekstra fyld på CV’et i form af gratis arbejdskraft. Skal jeg betale for fyldet, bliver det i form af uddannelse, som jeg så efterfølgende vil prøve at sælge til min timepris. Er der ikke nogen der vil købe ind på den nye kompetence jeg har købt mig til, må jeg jo blot finde ud af at sælge en anden. Så længe jeg ikke sælger mig selv!
Hver gang vi siger ja til et ulønnet job, er der et aflønnet job der forsvinder.
Så kære MedieBoxere. Skal vi ikke være enige om at navigere rundt med forsigtighed, og ikke lade os charmere af dygtige politikere eller snedige virksomheder. For det gratis skridt vi tager, kan jo være et skridt, andre ikke har mulighed for at få løn for.

AFSKAF DEN KVINDEKAMPSDAG

Ordet kvindekamp fortæller den stolte historie om kvinder der kæmper. Og det har de gjort så godt, at tiden er inde til at kigge udover egen kvindenavle. Tiden er inde til nyt navn.  For kampen om ligestilling bærer i dag ikke blot en kvindes navn, men et menneskes.

Da spiren til den internationale kvindekampsdag blev lagt i 1910 i Folkets Hus på Jagtvej, med deltagelse af 33 kvinder fra 17 forskellige lande, var tiden en anden og kvindernes muligheder ikke blot færre – men meget få. Under denne nye fælles fane blev der arbejdet for kvinders rettigheder i samfundet. Og med skiftende fokus afhængig af tiden. Især var kvinders stemme- og valgret på dagsorden i de første år. Det fik vi i 1915.
Efter 2. verdenskrig var verden dog en stund en anden. Den slikkede sine sår og kvindekampen fyldte mindre i verdensbilledet.

Vi nåede op til 70’erne, før der igen kom rigtig godt gang i 8. marts og kvindekampen. Og de kæmpede. Disse fantastiske modige kvinder. Det var  lige løn for lige arbejde, fri abort og mange andre af kvinders generelle rettigheder i samfundet, som kvinderne dengang kæmpede for. I de år gik vi kvinder fra lidt til meget mere.
Historien er skræmmende. Og den forpligter. Og naturligvis er jeg dybt taknemlig for Dahlerup, Jespersen og alle de andre fantastiske kvinder, der har gjort en så stor indsat for at min generation i dag har  lige rettigheder  (lovgivningsmæssigt) med mændene. For de kvinder gav mig en stemme.
Men med denne stemme følger også et ansvar for, at vi i vores generation vil bære fanen videre på den rette måde.  Men det kræver at vi tager fingeren ud af kvindenavlen og kigger ud, men også over, egne kvinderækker. For kvinderne i 70’erne evnede jo netop at modernisere ligestillingsopgaven, og gøre den tidssvarende. Og aktuel. Det samme bør vi.

Hver gang vi råber kvindekamp, deler vi os op, og lægger os ned i en lyserød skyttegrav. Det gavner ikke kampen for ligestillingen. Eller kvinderne.
Derfor er tiden inden til at give kvindekampsdagen en makeover. For ulighed bærer ikke kun kvinders ansigt, men også mænds.
Med ord kan vi påvirke og manipulere og de helt rette ord kan få vort budskab forståeligt igennem. Så i ligestillingens  navn, og i respekt for det kvinderne i 70erne formåede, så lad os starte med at kigge på navnet.Det må være tid.
Lad os afskaffe det misvisende ord Kvindekamp, der deler flere vande end det samler, og i stedet omdøbe dagen til “Den Internationale ligestillingsdag”.
Lad det være dagen hvor mænd og kvinder sammen sætter fokus på de steder i verden, der vælger at sætte køn, farve, seksualitet og nationalitet først – og mennesket sidst.
For jeg siger som Elsa Gress; det handler ikke om feminisme, men om humanisme.
Lad 8. marts fremover være dagen hvor vi sammen kæmper kampen for et anstændigt liv for alle!
For vi er ikke ens – men vi er alle lige!

GIV – OG JEG LOVER DU SKAL FÅ

Hvad nytter det man har et godt netværk, hvis man ikke bruger det. Eller endnu værre, at netværket ikke ved, at man er en del af det?

Jeg tror ikke at nogen efterhånden er i tvivl om, at netværk er drønhamrende vigtigt. Det gælder både socialt, men lige så meget fagligt.
Derfor bruger vi alle meget tid på at finde de rette netværk og ofte er vi en del af ikke blot eet, men flere.
Mange af disse netværk eksisterer, helt som vores, på de sociale medier. Og der er det nemt, blot at være en flue på væggen, hvor man kan trække det ud af det man kan bruge, uden at efterlade nyt eller sågar et spor.

Og dette er såmænd godt nok – hvis det er et netværk hvor man betaler folk for at sidde og fodre en med nyt og godt.
Men sådan et netværk er Medier ikke. Det der gør vores netværk levende og af værdi for os alle, er alle jer der hver dag kommer med nyt. Og alle jer der byder det nye velkommen med kommentarer eller bare gode svar. Og det gør I fandemar godt.

Der går efterhånden ikke en dag, uden at jeg sidder og klapper i mine hænder, når jeg ser hvor godt et netværk Medier er blevet, og hvor gode I er til at hjælpe hinanden.
Der hvor vi er i dag, er faktisk tæt på det jeg drømte om, da jeg for 4 år og små 5 måneder siden oprettede gruppen.
I starten var den mest aktive herinde, af gode grunde, mig. Og nogle dage var det godt nok op ad bakke, og ind imellem følte jeg at jeg skrev til et stort tomt hul. Men da responsen og tilbagemeldingerne så småt begyndte at komme, og de næsten altid var positive, fortsatte jeg, for jeg havde en fornemmelse af, at der kunne ligge guld gemt i sådan et netværk.
Ikke i form af kroner og ører, men i form af viden og gode forbindelse. Og det har vist sig, at det gør der.
For det her er ved at udvikle sig til en sand guldgrube af givende mennesker.
Der er mange måder at netværke på, og vi bruger jo alle vores netværk forskelligt. Fred være med det. Men med et netværk der ikke er stærkere end sine medlemmer, er det vigtigt, at det er de helt rette.
Mit eget mantra for dette netværk er meget enkelt; “hvad kan jeg hjælpe med?”
For jeg har fundet ud af , af mit netværk er aldrig bedre end det jeg selv lægger i det. Så ønsker jeg mig et godt netværk, er jeg nødsaget til at være et godt netværk for andre.
Og gudskelov er jeg ikke den eneste der har den indstilling. For mange af jer herinde, er så generøse i jeres hjælpsomhed. I LIKEr og I DELer og I kommentere. Og hver gang til stor gavn og glæde.
Og hvis I føler, at netværket bruger jer, mere end I bruger det. Så husk på, at hver gang I er synlige i netværket, med hjælp og gode råd, så er I set, og endnu vigtigere, så er I med til at skabe det bedste og mest givende netværk.
Og kommer der en dag I selv er søgende, så er vi her, det aktive og levende netværk, der bare venter på at kunne hjælpe jer. For det har I jo selv sørget for.
Så til alle jer der konstant giver, uden umiddelbar tanke på, at få igen. I skal vide, at I er set og I er LIKEt!.
Og jeg tror på, at  det I kan er unikt og meget vigtigt i vores samfund. Nemlig kunsten at netværke og så uselvisk at give til andre.
Tak for jeres netværk. Jeg er vild med jer.

NETVÆRK ELLER CANVAS?

Onsdag fik jeg en invitation på LinkedIn om at netværke. Kvinden der inviterede mig til at netværke var coach. Det undrede mig en smule, at en coach ville være en del af mit netværk, men da jeg selv er af den overbevisning, at jo bredere et netværk, jo klogere kan jeg jo kun blive – godkendte jeg naturligvis.
Der gik præcist 4,5 time fra jeg godkendte, til jeg fik en mail, hvor hun tilbød mig sine ydelser, og en gratis prøvetime. Hun manglede bare et par billeder og et logo, og så havde hun en næsten færdig flyer.
Jeg skrev høfligt tilbage til hende, at det ikke var en måde at få et netværk, men en brandgod måde at miste et.

Sælgerens nye salgsmarker.

Hun er langtfra den eneste der har benyttet sig af muligheden for, at lave en god gang canvassalg på mig, så snart jeg har accepteret deres netværksinvitation. Jeg er blevet tilbudt alt fra gaveartikler til tryksager, til høretelefoner og, op til flere gange, at blive ”forhandler” af NUSKIN. Og her til sidst, er jeg blevet tilbudt personlig coaching.
NUSKIN forhandlerne har været de mest aktive. Jeg har ikke blot fået een henvendelse, men tre forskellige indenfor en uge. Da jeg tænkte, det måtte være pivulovligt og høre under paragraf 6 i markedsføringsloven, kontaktede jeg NUSKIN. De bekræftede mig hurtigt i, at det da ikke var deres normale salgsstrategi, men de ville undersøge sagen nærmere, og vende tilbage. Dem hørte jeg så aldrig fra igen.
Til jer der ikke kender til NUSKIN konceptet, så kalder man det et Multi Level Marketingskoncept, som minder en del om pyramidespil.

Hvis jeg kan, betyder det også at jeg må.

I fredags skrev jeg så på min LinkedIn-status;  ”En gang for alle, nej tak!” Og så nogle ord om den sidste henvendelse . Det fik så et par af mændene derinde, op på barrikaderne. Dog ingen mænd fra mit eget LinkedIn netværk, men fra een af de p.t. 82 andres, der har liket mit indlæg.
Den bedste kommentar var fra Carsten, der skrev; ”Hvorfor er det så forfærdeligt? Hvis du står i telefonbogen, må jeg så ikke ringe til dig. Hvis jeg kan finde din firmaadresse, må jeg så ikke skrive til dig.” Og så nogle ord om, at jeg da burde lade mig inspirere, i stedet for at lade mig begrænse.
Jeg forestiller mig at Carsten er sælger.
Carstens kommentar er et fint eksempel på, hvorfor jeg er ved at være en smule træt af LinkedIn.
Ifølge markedsføringsloven paragraf 6, så må du ikke sende mails med reklame/salg for øje, uden modtageren har godkendt det først. Det samme, må jeg gå ud fra, også må gælde inden på LinkedIn.
Da jeg oprettede en profil derinde, skrev jeg ingen steder et ja tak til at modtage salgsfremstød og reklamemails. Jeg skrev blot ja tak, til at modtage invitationer til at netværke – og fra alle.

Nej tak betyder nej tak.

Denne reklame/salgstendens har været stigende i min indbakke på LinkedIn, selvom jeg for længst har lavet en note om, at jeg frabeder mig denne slags henvendelser. Dette har jeg noteret under; Karinas foretrukne kontaktmåde, som er et afsnit på min profil, som jo er synligt for alle der ønsker at kontakte mig.
Men det har ikke afholdt sælgere fra virksomheder, fra at prøve at sælge mig deres produkt.
Så til alle, der har noget at sælge. Fordi du har været så privilegeret at få en ny netværksforbindelse på LinkedIn, og derved en mulighed for at maile direkte til dem, har du jo ikke fået deres tilladelse til at bruge mailen til reklame/salg. Mener jeg. Når jeg læser kommentartråden på mit indlæg, er alle dog ikke helt enige. Og det er så der vandene skiller, eller netværk brydes.
Nu kender du min indstilling til netværk og bør så overveje, om jeg er et netværk for dig.
Og inden jeg bliver lynchet for at frabede mig reklame/salgshenvendelser på LinkedIn, eller som Carsten skriver på tråden; burde grave mig ned, når jeg i hans øjne, åbenbart føler mig truet af de henvendelser jeg har fået, så vil jeg indskyde, at jeg er på LinkedIn for at netværke med mennesker, og ikke med deres virksomheder.
Ønsker jeg reklame- eller salgsmateriale fra en virksomhed, så tager jeg selv fat i dem, og beder dem fremsende det jeg har brug for.
Mit netværk er til for en helt anden grund. Det er for at vi sammen kan blive klogere og bedre.
Og skulle du være i tvivl, så afviser jeg ingen mails fra mit netværk, der ønsker min hjælp. Jeg afviser kun dem der vil misbruge den.

Værdien af et netværk.

Netværk er guld værd – også på bundlinjen. Men det sker ikke ved kold canvas og misbrug af mailadresser.
Det sker som en ekstra bonus for dig, der har givet og delt – og deltaget, uden tanke på at få igen. For du bliver husket, for det vigtige. Din viden og din vilje.
Og af dig, vil jeg gerne købe af. Når jeg har brug for det.
LinkedIn, jeg syntes du er på afveje.

SOCIALE MEDIER – NÅR DE GÅR AMOK

Med hovedet under armen.. I dag har jeg modtaget en pressemeddelelse fra politiets presseafdeling. Den fortæller en trist historie, der s...