søndag den 28. januar 2018

JEG HAR (OGSÅ) ARBEJDET GRATIS

Det var ikke min første gang. Men det bliver min sidste. For det eneste jeg fik ud af det var en regning.

Jeg er selvstændig på tiende år. Der er dage jeg kalder mig freelance og varmer numse på kundens kontor. Og der er dage, jeg svinger mit CVRnummer og betaler for varmen selv.
Men alle dage er jeg på egen hånd. Så hvad angår egen udvikling, griber jeg alle chancer for at opnå ny viden og få flere kompetencer.  Og kan det ske med lidt CSR sneget ind i opgaven, er det bare et ekstra plus.
Jeg troede jeg ramte to i et smæk, da jeg tilbød et respekteret folketingsmedlem mine reklameskills til et humanitært projekt, han ønskede at søsætte.
Men inden jeg fik smidt hatten, havde han fået charmet sig til min hjælp til hans kommende valgkampagne. Jeg sagde ja til at hjælpe med udtryk og form. Derefter skulle han være på egen hånd.
Det startede fint og konstruktivt med arbejdsmøder på Borgen. Og endte lidt overraskende med en hel weekend afsat, i et privat hjem, hvor jeg overnattede på en madras på gulvet, med to unge studerende snorkende ved siden af.
Hvor mange gratis arbejdstimer der efterfølgende blev foræret, har min hjerne venligst undladt at lagre.
Men den husker til gengæld den mail, hvor MF’eren udbad sig kr. 155 for den hjemmelavet mad jeg spiste, den weekend jeg forærede ham min tid. Den ligger vist stadigvæk et sted under ubetalt regning.

Hedder det arbejde, er det penge værd.

Du har ofte hørt mig råbe af de arbejdsgivere, der udnytter enhver mulighed for at få billig arbejdskraft. Enten i form af en arbejdsledig med løntilskud eller en ulønnet praktikant.
Jeg råber også gerne højt af de politikere, der efterlyser ulønnet arbejdskraft til at styre deres næste (job) kampagne sikkert i hus.
For det jeg oplevede bekræftede mig i, at man bare ikke skal arbejde gratis.
For hvis der ikke bliver sat pris på ens indsats, men den i stedet bliver skævt prissat, så føler man sig jo lidt dum. Og det var ikke lige den følelse jeg drømte om, da jeg sagde ja til lidt ulønnet politisk arbejde.
Vi skal alle gøre vores fejl og erfaringer. Og jeg forstår alt om behovet for at få noget på CV’et. Og det er såmænd lige meget om du er jobsøgende eller freelance. Eller om du har din egen virksomhed. For det er vigtigt at udvikle sig.
Og hvis man mangler lige dét på CV’et, for at man står stærkere, er det jo logik for små høns, at man vælger at investerer. Hvis man har tid.

Men…. og nu kommer det store MEN.

Det burde jo f.. bare ikke være nødvendigt.
For hvis ingen tog de såkaldte ulønnet ”praktikantstillinger”, så ville flere virksomheder have behov for lønnet assistance, og flere nyuddannet ville i stedet kunne få det de burde have. En aflønnet assistentstilling. Giver det mening?
Og hvis ikke a-kasserne var så skide gavmilde med at tilbyde de virksomheder løntilskud, som de ikke når at tjekke økonomisk eller hvorvidt det rent faktisk er en nyoprettet stilling, og alt det der burde tilstede, for at de kan få arbejdskraft med løntilskud, så ville flere jobledige jo have mulighed for at få et helt almindeligt job, hvor de optjener dagpengeret og giver dem lidt på selvværdet. For virksomhederne ville jo have brug for den hjælp. Giver det mening?
Og så er der sådan en som mig. Der jo bare gerne ville blive bedre stillet som selvstændig.
Det tilbud jeg gav, giver jeg ikke mere. Fremover køber jeg mig ikke til ekstra fyld på CV’et i form af gratis arbejdskraft. Skal jeg betale for fyldet, bliver det i form af uddannelse, som jeg så efterfølgende vil prøve at sælge til min timepris. Er der ikke nogen der vil købe ind på den nye kompetence jeg har købt mig til, må jeg jo blot finde ud af at sælge en anden. Så længe jeg ikke sælger mig selv!
Hver gang vi siger ja til et ulønnet job, er der et aflønnet job der forsvinder.
Så kære MedieBoxere. Skal vi ikke være enige om at navigere rundt med forsigtighed, og ikke lade os charmere af dygtige politikere eller snedige virksomheder. For det gratis skridt vi tager, kan jo være et skridt, andre ikke har mulighed for at få løn for.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

SOCIALE MEDIER – NÅR DE GÅR AMOK

Med hovedet under armen.. I dag har jeg modtaget en pressemeddelelse fra politiets presseafdeling. Den fortæller en trist historie, der s...