Ordet kvindekamp fortæller den stolte historie om kvinder der kæmper. Og det har de gjort så godt, at tiden er inde til at kigge udover egen kvindenavle. Tiden er inde til nyt navn. For kampen om ligestilling bærer i dag ikke blot en kvindes navn, men et menneskes.
Da spiren til den internationale kvindekampsdag blev lagt i 1910 i Folkets Hus på Jagtvej, med deltagelse af 33 kvinder fra 17 forskellige lande, var tiden en anden og kvindernes muligheder ikke blot færre – men meget få. Under denne nye fælles fane blev der arbejdet for kvinders rettigheder i samfundet. Og med skiftende fokus afhængig af tiden. Især var kvinders stemme- og valgret på dagsorden i de første år. Det fik vi i 1915.
Efter 2. verdenskrig var verden dog en stund en anden. Den slikkede sine sår og kvindekampen fyldte mindre i verdensbilledet.
Vi nåede op til 70’erne, før der igen kom rigtig godt gang i 8. marts og kvindekampen. Og de kæmpede. Disse fantastiske modige kvinder. Det var lige løn for lige arbejde, fri abort og mange andre af kvinders generelle rettigheder i samfundet, som kvinderne dengang kæmpede for. I de år gik vi kvinder fra lidt til meget mere.
Historien er skræmmende. Og den forpligter. Og naturligvis er jeg dybt taknemlig for Dahlerup, Jespersen og alle de andre fantastiske kvinder, der har gjort en så stor indsat for at min generation i dag har lige rettigheder (lovgivningsmæssigt) med mændene. For de kvinder gav mig en stemme.
Men med denne stemme følger også et ansvar for, at vi i vores generation vil bære fanen videre på den rette måde. Men det kræver at vi tager fingeren ud af kvindenavlen og kigger ud, men også over, egne kvinderækker. For kvinderne i 70’erne evnede jo netop at modernisere ligestillingsopgaven, og gøre den tidssvarende. Og aktuel. Det samme bør vi.
Hver gang vi råber kvindekamp, deler vi os op, og lægger os ned i en lyserød skyttegrav. Det gavner ikke kampen for ligestillingen. Eller kvinderne.
Derfor er tiden inden til at give kvindekampsdagen en makeover. For ulighed bærer ikke kun kvinders ansigt, men også mænds.
Med ord kan vi påvirke og manipulere og de helt rette ord kan få vort budskab forståeligt igennem. Så i ligestillingens navn, og i respekt for det kvinderne i 70erne formåede, så lad os starte med at kigge på navnet.Det må være tid.
Lad os afskaffe det misvisende ord Kvindekamp, der deler flere vande end det samler, og i stedet omdøbe dagen til “Den Internationale ligestillingsdag”.
Lad det være dagen hvor mænd og kvinder sammen sætter fokus på de steder i verden, der vælger at sætte køn, farve, seksualitet og nationalitet først – og mennesket sidst.
For jeg siger som Elsa Gress; det handler ikke om feminisme, men om humanisme.
Lad 8. marts fremover være dagen hvor vi sammen kæmper kampen for et anstændigt liv for alle!
For vi er ikke ens – men vi er alle lige!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar